Nyttige fakta om tilskuddet fra Bygningspuljen
- Det er fra den 15. oktober 2020, at du kan ansøge om tilskud fra Bygningspuljen til energiforbedringer i blandt andet parcelhuse, lejligheder og kollegier
- Din bolig skal være registreret som helårsbeboelse i BBR for at være berettiget
- Du skal ansøge om tilskud før renoveringsprojektet skydes i gang
- Du modtager et fast tilskudsbeløb i forhold til størrelsen og typen af din energiforbedring
- Du søger online på https://sparenergi.dk/forbruger/boligen/tilskud, hvor du også kan beregne, hvor stort et beløb du kan forvente at få i tilskud (samt hvor meget du kan spare i forbrug)
- Det er vigtigt, at du dokumenterer bygningens før-situation med et energimærke dateret efter 1. oktober 2012
Du må derudover ikke have lavet ændringer, der medfører, at der er brug for et nyt energimærke. Dette krav gælder ikke for konvertering til varmepumpe.
- Du skal gennemføre renoveringsprojektet indenfor 2 år fra du har fået grønt lys for tilskuddet
- Samlet skal du ansøge om mindst 5.000 kr.
Energimærkning er et krav ved ansøgning om tilskud
Din tilskudsberettigelse er betinget af, at der foreligger et gyldigt energimærke.
Dette krav inkluderer tilskud til energiforbedringer af klimaskærm og/eller drift – men ikke ved installation af ny eldrevet varmepumpe.
Energimærket skal være fra 1. oktober 2012 eller nyere, og der må ikke være foretaget betydelige ændringer eller renoveringer siden da. I så fald skal det fornys.
Disse tilskud til energiforbedringer er dog ikke betinget af besparelsesforslagene i energimærkningen.
Hvis du ønsker et energimærke, hjælper vi gerne. Du kan bestille et energimærke her.
Energirenoveringer du kan få tilskud til
Maksimalt udgør tilskuddet 30% af forventede markedspriser på udgifter til produkter, løn og materialer.
De konkrete energiforbedringer i tilskudsordningen er defineret ud fra en positivliste.
Overordnet ydes der tilskud til tre områder.
Disse er:
- Klimaskærm
- Konvertering til varmepumpe
- Bygningens drift
Klimaskærm
- Udvendig isolering af ydervæg —dette gælder massiv ydervæg og let ydervæg, men ikke hulmur og kælderydervæg
- Efterisolering af tag og loft — dette gælder skunkvægge, flade tage og skråvægge direkte mod tag
- Isolering af terrændæk
- Udvendig isolering af sokkel ved terrændæk
- Udskiftning af facadevinduer
- Udskiftning af dørhøjt vindue — dette gælder terrassedøre, skydedøre, foldedøre o.lign.
- Udskiftning af ovenlysvinduer
- Montering af forsatsramme eller koblet ramme på eksisterende eller nyt vindue med 1-lag glas
Konvertering til varmepumpe
- Konvertering fra oliekedel, biokedel, gasfyr, elvarme til luft-til-væske eller jord-til-væske varmepumpe
Eksempler på tilskud til renovering
Med udgangspunkt i Energistyrelsens redegørelse vil et almindeligt parcelhus på 150 kvadratmeter modtage tilskud på:
- 17.000 kr. til efterisolering af loft
- 68.000 kr. til udskiftning af alle facadevinduer
- 28.000 kr. ved konvertering til varmepumpe
Sådan søger du om tilskud?
Energistyrelsen står for alt det administrative ved den nye tilskudspulje.
Derudover kan du læse mere om Bygningspuljen og ansøgningsmaterialet her:
https://ens.dk/service/tilskuds-stoetteordninger/bygningspuljen