Efterisolering

Derfor bør du efterisolere dit hjem

Det er ikke lovpligtigt at efterisolere sit hus, men du kan med fordel gøre det. En god isolering gør nemlig godt for både dit velvære og din pengepung.

Med et efterisoleret hus undgår du at døje med træk og kuldenedfald hele vinterhalvåret. Det betyder, at huset er lettere at varme op og derefter holder bedre på varmen end et hus uden efterisolering. Desuden har det et bedre indeklima end et dårligt isoleret hus, hvilket nedsætter risikoen for skimmelsvamp og andre fugtgener.

Alt dette er ikke kun godt for dit helbred og velvære, men også for din økonomi. Det øger nemlig husets værdi på lang sigt, og mindsker din varmeregning her og nu.

Husets værdi øges, fordi et velisoleret hjem selvsagt er mere attraktivt end et hjem med træk, skimmelsvamp og en tårnhøj varmeregning. Måske påtænker du ikke at sælge dit hjem foreløbig, men husk på, at når dagen kommer, skal dit hjem energimærkes.

Din varmeregning mindskes, fordi det bliver lettere at holde rumtemperaturen på det samme niveau, uanset hvor koldt eller varmt det er udenfor. Lige nu betaler alt for mange betaler i dyre domme for at holde varmen i de kolde måneder – ja faktisk går intet mindre end 40 % af danskernes energiforbrug på at varme deres hjem op.

Hvad er det og hvor kan det gøres?

At efterisolere betyder at lægge et ekstra lag isolering i et allerede isoleret hus, eller at isolere på ikke-isolerede steder i huset. Begge dele gøres efter, at huset er færdigbygget.

Der kan efterisoleres mange steder, for eksempel i vægge, gulve, lofter og tagkonstruktioner samt omkring vinduer og tekniske installationer. Det bedste sted at starte er ved loftet og taget, eftersom op mod 30 % af varmetabet i et hus sker herigennem. Næste skridt er typisk at fylde hulmuren med isolering. Heldigvis er begge indgreb både lette og forholdsvis billige – det sidste tager kun en enkelt arbejdsdag at gøre, og er tjent hjem på ca. to år.

Hvilken type materiale man bruger til isoleringen, afhænger af, hvor i bygningen det skal være. Det hyppigst brugte materiale er mineraluld, der findes både som stenuld og glasuld, fordi det egner sig godt i alle bygningsdele. Andre typer af isoleringsmateriale er træfibre, flamingo, hørfibre, hampefibre og Perlite. Sidstnævnte består af vulkansk sten og indeholder meget luft, hvilket gør det særligt egnet at fylde i hulmure.”

Tre måder at efterisolere ydervægge på

En god tommelfingerregel ift. ydervægge er, at en isolering på 10 centimeter eller mindre kræver en efterisolering. Dette kan gøres på tre forskellige måder, nemlig:

  1. Indvendig efterisolering
  2. Udvendig efterisolering
  3. Hulmurisolering

Den første mulighed er ikke at foretrække, men kan være nødvendig i situationer, hvor du risikerer at spolere ejendommens stil og charme med en udvendig isolering.

Den anden mulighed er 30 % mere effektiv end den første, og har desuden den fordel, at du kan blive boende i dit hjem, imens arbejdet udføres. Ulempen er, at alle døre og vinduer i ydervæggen skal rykkes ud i den nye facade, og at den rykkede facade kan få betydning for tagets udhæng.

Den sidste mulighed er mindre effektiv end den anden, men er som nævnt hyppigt anvendt, fordi indgrebet er meget simpelt og kan gøres på en enkelt arbejdsdag.

Hvad siger lovgivningen om efterisolering?

Der er ingen lovgivning, som siger, at du skal efterisolere dit hjem. Til gengæld indeholder Bygningsreglementet nogle krav omkring, hvor godt hver bygningsdel i dit hjem skal være isoleret. I tilfælde hvor det vil koste uforholdsmæssigt meget at opfylde kravene, kan du dog nøjes med en billigere løsning. Det er altså nødvendigt at vurdere den enkelte sag isoleret.

Under alle omstændigheder skal du sørge for, at arbejdet udføres efter alle byggekunstens regler. Ellers kan der nemlig opstå kuldebroer og fugt. Sidstnævnte kan have alvorlige konsekvenser såsom skimmelsvamp i dit hjem.

Hvis du ønsker hjælp til at finde den bedste isoleringsløsning, er du mere end velkommen til at kontakte os på Botjek.dk eller en af vores mange afdelinger landet over. Her står vores dygtige og erfarne rådgivere klar til at hjælpe dig.