
Hylder foran eltavle
Der er opsat hylder foran eltavlen, som forhindrer adgang og afmontering af tavlekapslingen. Denne fejl får en K2 i elinstallations-rapporten.
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen må eltavlen ikke være placeret i et skab, som bliver brugt til opbevaring. Ligeledes må der ikke være hylder eller andre ting foran eltavlen, som forhindrer adgang.
Begrundelsen for det er, at eltavlen skal være nem at finde og komme til, hvis du hurtigt skal afbryde strømmen i en farlig situation.
Løsning: Fjern hylderne.

Afdækningsplader mangler på eltavlen
Der mangler afdækningsplader i tavlefronten. Der må ikke være åbninger i eltavlen, fordi det medfører en risiko for, at du kommer til at røre ved spændingsførende dele, får stød og risikerer personskade. Dette får en K3 i elinstallations-rapporten.
Løsning: Afdækningplader i plastik til eltavlen kan du købe i byggemarkeder og klippe til i den passende længde. Herefter "clickes" afdækningspladen på plads i tavlefronten. En afdækningsplade koster omkring kr. 40 pr. stk.
Er der tale om huller andre steder i tavlens kapsling (for eksempel i siderne), kan det være nødvendigt at kontakte en elektriker for at få udskiftet hele tavlens låg.